Som ung på Ung Op, bliver du en del af en flok, der allesammen er på lejr for at have det sjovt og møde nye venner og veninder. Når du ankommer til lejren, kommer du til at få din egen seng at sove i. Alle kommer til at sove 2 eller 3 sammen på et værelse. Du bliver en del af en sovegruppe, hvor der er andre på din alder med i. Udover din sovegruppe, kommer du også til at være med i en spisegruppe, som er blandet piger og drenge. Det er dem du kommer til at spise med det meste af ugen. Du får naturligvis ogsa masser muligheder for at snakke med de unge, som du ikke er i gruppe med :D
I løbet af ugen, kommer der til at være mange spændende og fede aktiviteter, som de frivillige på lejren har været med til at planlægge og stå for. Det betyder at du ikke kommer til at kede dig, men at der altid vil være noget at lave.
Det koster 3.600,- at komme med på Ung Op. Normalvis betaler lokale Røde Kors afdelinger eller kommuner for en plads på Ung Op. Hvis du eller dit barn skal med på Ung Op, skal du derfor kontakte i din socialrådgiver ved kommunen, kontaktperson på skolen eller lignende.
På Ung Op har vi unge med fra hele landet. Derfor har vi en bus, som kører rundt i landet og samler op. Den starter på Sjælland og kører op mod lejrstedet. Det betyder at der vil være et opsamlingsted tæt på dig. Vi forsøger at planlægge den rute der giver bedst mening for flest muligt, men vær forberedt på at det godt kan være nødvendigt at køre ind til den nærmeste større by. Det er også muligt selv at blive kørt op til lejrstedet.
Ung Op er forbeholdt unge, der har specielt behov for at komme afsted på ferielejr, enten på grund af fysiske, psykiske eller sociale forhold. Tilmeldning åbner 1. december, og kan ske gennem Ferielejr.dk, eller ved at sende en mail til vores ungekoordinator på ungop@urkmail.dk. Har du spørgsmål, er du også meget velkommen til at skrive til os.
Når du er tilmeldt, skal du vente til du modtager dit deltagerbrev. Det vil sendes ud når vi er tæt på lejr - senest 3 uger inden lejrstart. Her kommer du til at få en pakkeliste, en transportplan, et medicinskema og et informationsbrev med mere information omkring lejr.
På Ung Op er vi 35 hjælpere og 3 lejrledere, der elsker at lave ferielejr. Vi kommer fra hele landet, og har det til fælles, at vi elsker at være en del af ferielejr, og gøre alt hvad vi kan for at give de unge en fantastisk uge.
Som frivillig på Ung Op er du uundværlig, fordi det er dig, der sørger for at lejren kan lade sig gøre. Som hjælper skal du være med til at sætte dit præg på lejren, det gør du ved at være med til at planlægge de aktiviteter, der skal være i løbet af ugen, tage hånd om ungerne og bidrage med lige det du elsker at lave. De frivillige på Ung Op kommer fra hele landet, og fra mange forskellige baggrunde. Vores hjælpere kan være alt fra læger, pædagoger eller gymnasielærer til ingeniører, butikmedarbejdere og studerende. Derfor har vi en masse forskellige input til, hvad Ung Op skal være. Det vigtigste er at du er fyldt 20 år og gerne vil være en del af lejren, og gøre den til den bedste oplevelse de unge får i løbet af året.
Vi har to typer af frivillige på lejr (foruden ledelsen): 'hjælperne' som er hovedansvarlige for at planlægge og udfører lejrens aktiviteter, og 'køkkenhjælperne' som står for at forberede lækker mad til os alle hele ugen.
Som hjælper på Ung Op, er der tre ting som er obligatoriske:
En weekend i april afholder vi vores 'for-weekend'. Her vil lejrledelsen give en masse information, som især er gavnligt for nye hjælpere. Bl.a. gennemgås Ungdommens Røde Kors' ungesyn og retningslinjer, og der gives gode råd til konflikhåndtering. Derudover vil aktivitetshjælperne begynde planlægningen af lerjens aktiviteter, mens køkkenholdet vil lave et udkast til madplanen. Det er også i denne weekend at vi ryster vores hjælperhold sammen, så det plejer at være enormt hyggeligt! Den nærmere dato meldes ud af lejrledelsen i løbet af foråret.
Som frivillig skal du naturligvis med på lejr! Den afholdes fra fredag i uge 27 til søndag i uge 28. Sæt kryds i kalenderen allerede nu! Vi anbefaler desuden at du tager en dag eller to ekstra fridage, da man ofte er meget træt efter en uge på lejr.
I efteråret afholder vi vores 'Store eval', hvor vi laver en grundig evaluering af årets lejr, samtidig med at vi mindes og griner over dette års sjove situationer. Det vil blive meldt ud af lejrledelsen i løbet af sommeren, hvilken weekend Store eval afholdes.
Du skal altså forvente at bruge 3 weekender på lejr, foruden de 10 dages ferielejr. Vi bestræber os på at lave mest mulig planlægning til for-weekenden, men du kan forvente at bruge et par timer inden lejr på den sidste planlægning.
Som hjælper på ferielejr, skal du regne med at bruge rigtig meget tid sammen med ungerne. Du vækker dem om morgenen, laver aktiviteter med dem i løbet af dagen, spiser alle måltider med dem, og putter dem igen om aftenen. Du kommer derfor til at være meget på i løbet af ugen. Desuden har du som hjælper forskellige ansvarsområder, som du kommer til at stå for - det kunne fx. være at oplade ungernes mobiler, lave navneklemmer til alle, eller at tage billeder under lejren.
Du skal derfor regne med at blive udfordret, og du vil formentlig opleve at blive presset. Dette skyldes både at du er meget på i løbet af ugen, men også at du kommer til at få mindre søvn end normalt, da vi har møder om aftenen, og står tidligt op for at starte dagen sammen med lejrens deltagere. Selvom det lyder hårdt, så er det det hele værd, de relationer du kommer til at skabe til de andre frivillige og lejrens deltagere kan ikke beskrives.
Som køkkenhjælper på lejren, skal du være frisk på at give den en skalle i køkkenet. Vores deltagere skal selvfølgelig forkæles med lækker med, og det står køkkenholdet for. I samarbejde med køkkenchefen, vil du være med til at fastlægge madplanen for ugen, inklusiv kreative lækre snacks :D
Du vil opleve, at de unge bruger køkkenet som et frirum, så de kommer gerne og hjælper med at skrælle gulerødder, stege pandekager eller tage opvasken. Du får muligheden for at give dem en pause fra lejrens øvrige aktiviteter, og se dem 'shine' når de får lov at bidrage med deres hjælp.
Som køkkenhjælper kan du skulle stå meget tidligt op for at bage morgenboller, eller tage en sen oprydningstjans om aftenen. Derfor skal du også her regne med at blive presset, også på søvn, og du vil være rigtigt meget på. Du vil dog også have fritid, hvor du kan være med til aktiviteter hvis du ønsker.
ADRESSE PÅ LEJRSKOLEN
Vesterbølle Efterskole
Sognevejen 300, 6931 Gedsted
KONTAKT LEJRLEDELSEN
Send mail til ungop@urkmail.dk
Læs mere om lejren og tilmeld dig
på ferielejr.dk
Skal du med? | Galleri | Tak